HEMPTILES til tag og facade
De fleste innovationer opstår ikke ud af ingenting – de bygger videre på det, der allerede virker.
I arbejdet med Hampens Hus tager vi netop udgangspunkt i denne tilgang ved at kombinere velafprøvede principper med nye, bæredygtige materialer.
I samarbejde med den hollandske virksomhed NPSP, der arbejder med brug af forskellige kompositmaterialer, har Hampens Hus arkitekterne Nikolova/Aarsø udviklet en ny type tag- og facadeløsning, som er fuldt biobaseret og fremstillet af hampfibre og bioresin baseret på soya. Resultatet er et innovativt byggemateriale, der forener styrke, funktionalitet og et markant æstetisk udtryk.
Designet er inspireret af naturens egne strukturer. Ligesom et blad er elementet opbygget med et forgrenet mønster, der både giver styrke og karakter. De fine ribber fungerer samtidig som små barrierer, der holder regnvandet tilbage og forsinker afstrømningen – præcis som blade i naturen, der midlertidigt tilbageholder vand, før det drypper videre. Denne forsinkelse mindsker risikoen for, at vandet styrtløber ned fra tagfladen og sprøjter op mod facaden, og den bliver stadig vigtigere i takt med mere intens nedbør.
Løsningen bygger videre på traditionelle teglsystemer, men gentænker materialet. Elementerne er dobbelt så store som klassiske terracottasten, men samtidig betydeligt lettere. Det gør dem nemmere at håndtere og sikrer en mere effektiv dækning af større flader.
Fastgørelsessystemet tager udgangspunkt i principper, der har været anvendt siden det antikke Grækenland og senere blev videreudviklet af romerne. Det betyder, at løsningen føles genkendelig og intuitiv for dem, der skal arbejde med den – en kombination af ældgammel logik og nye materialer.
Bag udviklingen ligger et omfattende arbejde med materialetest, dokumentation af ydeevne og løbende forbedringer af produktionsprocessen. Nu er projektet nået til et vigtigt skridt, hvor de første Hemptiles snart bliver lagt på tagfladen som en del af Hampens Hus i Nykøbing Falster. Her vil løsningen stå som et konkret eksempel på, hvordan fremtidens byggeri kan forene bæredygtighed, innovation og respekt for byggeskikkens traditioner.